Pressemeddelelse
Blackstone bliver ny medejer af energiudvikleren Eurowind Energy, som dermed kan accelerere udbygningen af vedvarende energi på tværs af Europa. Jens Rasmussen fortsætter som administrerende direktør og forbliver sammen med energi- og telekoncernen Norlys majoritetsejer af Eurowind Energy.
Blackstone bliver ny medejer af Eurowind Energy, som er en af de førende udviklere af vedvarende energi i Europa. Med hovedsæde i Hobro har Eurowind Energy i mere end to årtier udviklet, opført og drevet vedvarende energiprojekter. Selskabet ejer i dag landbaseret vind, solenergi, batterilagring og biogasløsninger på tværs af 16 lande med en samlet kapacitet på 1,6 GW.
Med investeringen fra Blackstone på op til 2 milliarder euro kan Eurowind Energy accelerere udviklingen af vedvarende energiprojekter i en tid med stigende efterspørgsel efter strøm og øget pres på Europas energiforsyning.
De oprindelige stiftere af Eurowind Energy, CEO Jens Rasmussen, Søren Rasmussen og Jakob Kortbæk, vil sammen med energi- og telekoncernen Norlys fortsætte som majoritetsejere af Eurowind Energy, mens Blackstone i første omgang indtræder i selskabet med en ejerandel på 24,7 procent.
– Med den nuværende ejerkreds har Eurowind Energy gennemgået en markant udvikling, hvor vi har udbygget kapaciteten for vedvarende energi i Europa. Men den seneste tid har med al tydelighed vist, hvor afgørende det er, at Europa bliver selvforsynende med stabil og konkurrencedygtig energi. Med Blackstone som langsigtet investor får Eurowind den nødvendige finansielle styrke til bidrage til netop den udvikling og løfte virksomheden ind i næste fase, siger Gert Vinther Jørgensen, der er bestyrelsesformand i Eurowind Energy og Group CEO i Norlys.
Eurowind Energy forventer at bygge energiparker med en samlet kapacitet på 1,5 GW om året frem mod 2030 samt udvide eksisterende parker med batterianlæg.
– Det er helt afgørende for os, at Blackstone kommer med en langsigtet investering, hvor de tror på Eurowind Energys strategi om at blive en førende uafhængig energiproducent i Europa. Blackstone har international erfaring inden for energi og infrastruktur, og investeringen betyder, at vi kan øge tempoet i udbygningen og opsætte 3-4 gange så meget sol- og vindenergi samt batterikapacitet, som vi ellers ville have været i stand til, siger Jens Rasmussen, der er administrerende direktør i Eurowind Energy.
Blackstone har en stor erfaring med investeringer inden for vedvarende energi, herunder Invenergy, den største uafhængige producent af vedvarende energi i USA, samt et joint venture-partnerskab med NextEra Energy, verdens største udvikler af vind- og solenergi.
– Der vil være behov for betydelig kapital for at imødekomme Europas energiefterspørgsel i de kommende år, og Blackstone arbejder målrettet for at understøtte og accelerere udbygningen af Europas energiinfrastruktur. I løbet af de seneste to årtier har Jens Rasmussen og ledelsesteamet opbygget en stærk forretning inden for hele værdikæden af vedvarende energiprojekter, og vi ser frem til at samarbejde med dem og Norlys om at accelerere Eurowinds langsigtede kapacitet, siger Adam Kuhnley, der er Co-Head of European Investments i Blackstone Infrastructure.
Handlen forventes gennemført inden årets udgang under forudsætning af godkendelser fra myndighederne.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: